Et skub i den vigtige retning

Hele sundhedsområdet skal have et skub i den vigtige retning. For hvad er den rigtige retning for personale, patienter, pårørende eller skatteborgere?

Det skal de selv med omkring bordet for at påvirke og bestemme. Mennesker tager, om muligt, ansvar for eget liv.

Jeg er selv patient igennem ni år med to livstruende sygdomme, og her ved jeg hvad der er vigtigt at fokusere på i en omstillingsproces.

Et skub siger noget om, at det er nødvendigt at få hjælp til det svære. Det fik jeg og er nu helt raskmeldt.


Mudret kommunikation skaber usikkerhed hos patienter og deres pårørende

Og det stiller skrappere krav til kommunikationen fra sundhedsvæsenet - læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og andre - ud mod patienter og pårørende. 

One size fits all synes at være normen, men metoden er overhovedet ikke brugbar. 

Vigtigheden af god kommunikation mellem sundhedspersonale, patienter og pårørende kan ikke overvurderes.

Vi skal finde nye og mere effektive måder at kommunikere på ift. målgrupper og arketyper.  

I mine ni år som patient på henholdsvis kræftafdelingen og hjerteafdelingen, har jeg oplevet et sundhedssystem, hvor kommunikationen spænder fra glasklar og præcis til grumset og utilstrækkelig.

Intet er værre end at sidde tilbage og tænke. Hvad var det lige lægen sagde?

Det kan skabe rum for unødige bekymringer eller åbne flanken for manglende indsats fra patienten selv, fordi man simpelthen ikke har et tilstrækkeligt overblik over sin egen situation.

Det ER ikke alle der forstår lægens sprog, så vi skal skabe ressourcerne til personalet, så det kan ændres.

For dialog er den bedste medicin.

”ET SKUB I DEN VIGTIGE RETNING”


Mor, hvorfor har damen ikke noget hår?

Og hvorfor er der så meget sygdom, der skal være tabubelagt?

I politik er det mit indtryk, at beslutninger ofte tages fra helikopterperspektiv. For at træffe de rette valg for flest mulige borgere og ansatte, skal vi dog også zoome ind. Vi skal lidt tættere på.

Fra mine fire år som bestyrelsesformand i Skyggebørn lærte jeg, at børn ofte er umiddelbare og direkte, når de møder noget, der afviger fra det normale. 

Og hvad gør vi voksne? Vi flytter os ikke så hurtigt som børnene, fordi sætningerne bliver inde i hovedet på os. Det er en iboende kultur her i Danmark. Vi siger ikke noget.

”VÆK MED TABUER”Men jeg siger tingene, som de er. Fordi jeg har iagttaget alle de skjulte værdier der styrer os, når vi som voksne viger udenom de svære spørgsmål i forbindelse med sygdom. 

Vi kan alle blive ramt eller være pårørende til én, der rammes. Hvis vi på arbejdspladsen mødes med åbenhed - og på gaden, IKKE oplever folk skifte fortov for at undgå den syge, er vi på rette vej.

For med tavshed kommer vi ingen vegne.

”ET SKUB I DEN VIGTIGE RETNING”

Pårørende skal inddrages


Når det handler om patientoplevelser i det danske sundhedsvæsen, nøjes jeg ikke med at udtale mig på et teoretisk plan, for jeg har selv stået i situationerne.

I dagens Danmark har vi opbygget et glansbillede af livet, og det omfatter IKKE sygdom – så når den alligevel rammer, føler mange, at det er dybt uretfærdigt – hvorfor lige mig og os!  

Pårørende kan, hvis omstændighederne er til det, inddrages. 

Vi skal huske, at det er hårdt at stå på sidelinjen. Følelsesmæssigt og praktisk. Den pårørende har måske også et arbejde at passe og er bagud på alle parametre.

Men den syge har ofte en negativ indre dialog, fokuseret på absolutter – hele tiden enten/eller og hele tiden fastlåst. 

Pårørende kan hjælpe med at skabe en positiv dialog med ANDRE alternativer, FLERE løsninger og muligheder - et mere afbalanceret syn på tingene.

Den pårørende kan hjælpe med at finde stopknappen når tankerne løber løbsk.

Langtidssyge menneskers højeste ønske er ofte at komme tilbage til den trygge hverdag. Der hvor vi har mulighed for at række ud efter lykken.

Definitionen på lykken kan være måden vores liv udfolder sig på, sat op imod hvad vi synes, vi har fortjent. 

Så lykken kommer hvis vi får opfyldt vores forventninger til livet.

Somme tider skal den syge have et lille skub for at finde taknemmeligheden frem igen, og det handler ikke om HVAD livet byder dig. 

Taknemmelighed findes i måden du TÆNKER om, hvad livet byder dig.

De pårørende er de nærmeste til at hjælpe med at skabe den balance. 



Pårørende til syge mennesker– har vi ressourcer til dem? 

Mangler sundhedsvæsenet noget for at have en fair chance for at facilitere en sådan opgave?

Lad os få flere mennesker hurtigere tilbage til den trygge hverdag. Det giver en højere livskvalitet, en bundlinje der stemmer for den syge og såmænd også en bedre bundlinje for fælleskassen.

Pårørende KAN være en forlænget arm til sundhedsvæsenet – og til den syge.

”ET SKUB I DEN VIGTIGE RETNING”